Oplæg på Folkemødet om behandling af borderline

Oplæg på Folkemødet om behandling af borderline

Selvom du ikke var med på Folkemødet, har du stadig mulighed for at se Commutos oplæg om behandling af borderline. Oplægget blev til i et samarbejde med Granhøjen, som live-streamede oplægget. Det er derfor muligt at se hele oplægget, hvor Maria Olsen og Helle Black taler om nogle af de problemstillinger, der opstår når borderline styrer - og hvad vi kan gøre, når vi står i det: her.

Dette oplæg og vores temadage er udarbejdet i samarbejde med Granhøjen Specialpsykiatrisk Behandling for at sikre, at vores formidling altid tager afsæt i praksis. Granhøjen er et privat ISO-certificeret bo-, behandlings- og beskæftigelsestilbud i vestsjælland - læs mere om hvordan der på Granhøjen arbejdes med den systemiske og narrative tilgang: https://www.granhojen.dk/behandling/den-narrative-og-systemiske-behandling/

Hvis du vil vide mere om behandling af borderline, har vi en temadag om borderline og eksternalisering d. 27.september - se mere her: https://www.commuto.info/tema_borderlineeksternalisering

Commuto samarbejder med Granhøjen

Commuto samarbejder med Granhøjen

Commuto samarbejder med det specialpsykiatriske botilbud Granhøjen. Granhøjen består af en lang række midlertidige og længerevarende bo-, beskæftigelses- og behandlingstilbud til unge og voksne med psykiske lidelser og sociale problemstillinger.

Granhøjens personale har en tværfaglig medarbejderstab, der alle bidrager med meget forskellige uddannelses- og erfaringsmæssige baggrunde. Det er vigtigt, at medarbejderne er klædt på til de udfordringer, som de dagligt bliver stillet overfor i deres arbejde på de forskellige botilbud. Derfor gennemgår det pædagogiske personale en treårig systemisk og narrativ uddannelse, og der tilbydes løbende kurser og temadage i samarbejde med Commuto. Kurserne og temadagene er altid målrettet de enkelte arbejdsfunktioner.

Du kan læse mere om Granhøjens arbejde med den systemiske og narrative tilgang i praksis i dette eksklusive uddrag fra bogen ”Omsorg gør det ikke alene”, der er skrevet af Grete Mikkelsen, der er forstander på Granhøjen.

Du kan også læse mere her:

www.granhojen.dk

www.livetpaagranhojen.dk

www.skovhusprivathospital.dk

www.nygaardenfrugt.dk

www.hotelduvest.dk

 

Kapitel 4: Frihed indenfor rammerne

Noget af det vigtigste vi skal turde som behandlingsinstitution, er at give slip. Det kan lyde, som om vi bare læner os tilbage og lader tingene ske, men i virkeligheden er det en meget kompleks proces. Vi er ikke sat i verden for at leve vore beboeres liv. Vi skal ikke kontrollere dem døgnet rundt, ikke fortælle dem, hvad de skal gøre, ikke styre deres liv. For vi har ansvaret for behandlingen af beboerne og for, at de bliver bedre, og det er naturligvis også vores fornemste mål. Men det du fokuserer på, får du mere af, og derfor har vi valgt at fokusere på det, der virker, for at få mere af det. Og det virker.

Mødet med Allan Holmgreen efter vores voldsomme vendepunkt med branden i Kogeriet bragte os for alvor ind på det spor, vi arbejder efter i dag. Det er det, vi kalder den systemisk narrative tilgang

De systemiske tanker opstod i 1950erne, da nogle terapeuter begyndte at inddrage familien i behandlingen af det enkelte individ ved f.eks. at lade familiemedlemmer deltage aktivt i terapien. Det gjorde man, fordi de psykologiske problemer opstår i relationerne til andre mennesker. For mig er det indlysende rigtigt, at de mennesker, der kommer her, jo netop kommer, fordi de ikke kan finde ud af at danne relationer med andre mennesker på den ene eller anden måde. Derfor er de kommet i clinch med samfundet.

Vi hjælper vore beboere til selv at finde en vej til at blive bedre til at indgå i relationer – og dermed til at blive bedre i det hele taget. Det gør vi blandt andet ved at hjælpe dem til at se, at de ikke er identisk med deres sygdom. De er ikke eksempelvis skizofrene, de har fået skizofreni, og vi taler med dem om skizofrenien på den måde: som noget, der har sit eget isolerede liv, ved siden af dem.

Granhøjens systemiske tilgang

Det kan være vanskeligt for os at forklare sagsbehandlere eller andre, hvordan vi arbejder med det systemiske for at bedre beboerne. Når vi har fået klienter fra en kommune, følger der som regel flere efter, fordi sagsbehandlerne kan se, at det virker. Vores koncept er ikke noget, man kan forklare ordentligt i en lille folder. Det er en måde at se verden på, som tager tid at lære. For mit eget vedkommende tog det tre års terapeutisk uddannelse og derefter adskillige år med supervision hver 14. dag – det vil sige vejledning af en mere erfaren person - før jeg forstod det fuldstændigt og havde det helt indarbejdet i mit system.

Selv om vi stadig skal bruge meget tid på at forklare os overfor omverdenen, er de tanker, der ligger til grund for vores behandling, efterhånden ved at være udbredte. Vi er ikke mærkelige længere, når vi siger, at en person, der er paranoid-skizofren skal være tillidsmand for de andre på bostedet. Før i tiden var sagsbehandlere ved at besvime, når de hørte sådan noget, for manden havde jo selv brug for omsorg, mente de, ikke for at tage ansvar og stå i spidsen for andre. Det paradoksale er, at paranoid-skizofrene faktisk ofte er mægtig gode tillidsmænd. De tror ikke på nogen, og af samme grund laver de alliancer med alle omkring sig. Det kan give en masse ballade på bostederne. Men hvis manden får den ansvarsfulde position som tillidsmand for de andre, legaliserer man de evner, han faktisk har, og giver ham samtidig et bud på, hvordan han kan bruge det til noget positivt og konstruktivt.

Tag livet af skyld og skam

I det hele taget arbejder vi meget med at fratage klienterne deres skyld og skam over deres psykiske problemer. De er ofte plaget af en følelse af, at de ikke burde være syge, at det på en eller anden måde er deres egen fejl, og at de skaber problemer for andre. Det er vigtigt at tage de følelser fra dem, for man kan ikke arbejde med mennesker, der er blokeret af skyld og skam. Ifølge den systemiske måde at se verden på, tilhører menneskelige problemer heller ikke den enkelte – de er opstået som del af et socialt samspil med relationerne.

Et tydeligt eksempel er vores borderlinepiger, der typisk ikke blevet ’spejlet’, da de var små, fordi deres mødre måske selv havde psykiske eller sociale problemer, som gjorde deres adfærd overfor barnet unormal. Almindeligvis får et lille barn et smil tilbage fra sin mor, når det selv smiler, det får trøst, når det græder, det får at vide, hvad det må og ikke må. Alt sammen hjælper det barnet med at finde ud af, hvem det selv er, at skabe sig en identitet. Når børn omvendt ikke får den reaktion, men vidt forskellige reaktioner på den samme adfærd, bliver de usikre på, hvem de er og har svært ved at forstå andres følelser – de kommer til at mangle empati. Et andet eksempel kunne være den beboer, vi har haft på Granhøjen, næsten lige så længe, som vi har eksisteret. Han blev fundet efterladt af narkomanforældre, havde ikke fået skiftet ble i flere dage og havde fået alt for lidt opmærksomhed i sit korte liv i det hele taget. Igen handler det om relationerne, og bliver man svigtet på den måde, kan man tage alvorlig skade af det, også på den lange bane.

Nye livshistorier

Hovedparten af vore beboere kommer fra en social belastet opvækst og har umiddelbart en dyster historie at fortælle. Ofte har mennesker med psykiske lidelser også en historie med en del huller, perioder, der står hen i det dunkle, måske på grund af voldsom medicinering eller sygdom. Det har konsekvenser på mange planer, for fortællingen om os selv definerer os også som mennesker.  Det er gennem fortællinger, man skaber sin identitet og meningen med og orden i sit liv. Og man kan ikke danne meningsfulde relationer med andre, uden at forstå, hvem man selv er. Som mennesker er vi vores historier, historierne er vores identitet - en identitet som vores beboere har ondt i.

Derfor arbejder vi med den narrative tilgang, som handler om, at alle mennesker har en historie, der kan fortælles på flere måder. Man kan altså skrive sin historie om. Det handler naturligvis ikke om at den enkelte skal udstyres med en urealistisk og lyserød fortælling om sin baggrund, men om at udvide den enkeltes fortælling og fortælle den på andre måder, som er mere positive og giver rum for forandring og håb.  For hvis man går rundt med en historie, der handler om, at man ikke duer til noget som helst, så er det godt at finde ud af, at alle mennesker har en mangfoldighed af historier med sig, og at man kan vælge at lægge vægt på nogle af de fortællinger, der handler om, at man tværtimod både kan og vil noget. At man også har haft sejre og succeser, på trods af al den modstand, man har mødt i sit liv hidtil.

Den narrative tilgang går på den måde hånd i hånd med det systemiske og støtter vore beboeres udvikling og evne til at danne relationer.

Vejen til målet

Når vi får en ny beboer, indgår vi en kontrakt med kommunen. Som udgangspunkt er vores holdning, at hvis vi skal tage ansvaret for behandlingen, vi vil også have lov at bestemme, hvordan den foregår. Nogle gange vil kommunerne gerne have os til at løse noget konkret, f.eks. lære den nytilkomne at stå op om morgenen, at tage sin medicin eller blive mere social. Det kan vi godt lære ham og skrive ind i kontrakten, men det er så det – vi vil bestemme vejen til målet, ellers kan vi ikke løse opgaven.

Af og til bliver vi mødt med helt urealistiske forventninger. Som da vi fik en fyr ind, som var udadreagerende og voldelig. Efter en måned fik vi en henvendelse fra sagsbehandleren om, at nu forventede hun, at klienten i løbet af tre måneder var klar til eget liv og bolig osv. Så sendte jeg hende en stak kuglepenne med teksten: ’Problemerne klarer vi med det samme, miraklerne tager lidt længere tid’.

Vores måde at behandle på er i nogle tilfælde mere tidskrævende end andre metoder, hvor man forsøger at påvirke klienterne mere direkte og lære dem op i redskaber til at håndtere forskellige typer af problemer og situationer. Altså at vi ikke tager over og lever beboernes liv, men rent faktisk lærer dem at leve deres eget liv. Vi kan have problemer med at holde kommunen og forældrene i ro og tro på, at der snart sker noget. Men vores metode er den, der giver varig udvikling, fordi det er noget, klienterne selv vælger og vil. Og når de selv vil, er man sikker på at opnå en bedring og udvikling.

Det er helt afgørende, at den enkelte har oplevelsen af, at det her er mit eget projekt, det er noget jeg vil. Den proces er ikke altid lige nem at holde ud at vente på tager form – især nyansatte har svært ved at stå distancen. Det kribler i fingrene på dem for at hjælpe, for at tage opgaver fra beboerne og organisere tingene for dem. Så farer de ud og ordner ting for beboeren, så der sker noget.  Det får medarbejderen til at føle, at han eller hun rigtig har succes med den her klient, for nu har man f.eks. arrangeret, at han skal i lære. Så går der to dage, så kommer han ikke mere, for han gad ikke alligevel. Det er blevet medarbejderens projekt - ikke beboerens.

I stedet skal medarbejderne vente og respektere de valg, beboerne træffer. Skabe en hverdag for dem, stille og roligt. Beboerne får som udgangspunkt selv lov at styre. Nogle starter med at sidde på deres værelse og vil ingenting, nogle gange er de bange eller angste, og når man er det, går man i forsvarsposition. For dem, der er udadreagerende kan det betyde, at de går til angreb, men det undgår vi ved at lade dem få tid. Hvad får vi ud af at presse dem til noget, hvis de blot svarer på presset med vold. Intet andet end at medarbejderen kan sige, at de har prøvet og at de har haft et projekt. Men det handler ikke om blot at vise omsorg og hjælpe.

Efter nogle måneder begynder de at slappe lidt af og får et andet ansigtsudtryk, fordi de ikke føler sig truet af personalet eller de andre beboere. De oplever, at medarbejderne er stabile, ikke er til at styre rundt med for beboerne, men heller ikke intervenerer i beboernes liv på uhensigtsmæssige måder. At de er kommet til et bosted, hvor der udvises gensidig respekt og ingen forsøger at pådutte dem et eller andet liv, end det de selv ønsker. Så begynder vi at kunne samarbejde mere med dem, for så er de klar til at tag nyt ind.

Tale med, ikke til

Allerede, når en beboer er til visitationssamtale forud for sit ophold hos os, snakker vi med dem om, hvad de vil have ud af opholdet her og hvilke ønsker, de har. Typisk deltager en terapeut, en sagsbehandler og eventuelt pårørende, foruden den kommende beboer. Vi taler med klienten, ikke til dem, og det er en forandring for nogle af dem, der har været andre steder i forvejen. Alle vore klienter er forskellige, og vi vurderer dem alle sammen forfra, som individer.

Fælles for dem er, at der er tre elementer i deres ophold her: bolig, behandling og beskæftigelse. Når vi på den måde står for hele pakken, kan vi nøje koordinere, hvordan den enkelte får det optimale ophold. Vi ved, hvordan beboerne har det og agerer i sin hverdag og på arbejde, og kan bruge den viden til at afstemme tingene – hvis en beboer pludselig er meget opfarende på arbejde, kan det være med i vurderingen af, om der er noget, der skal afstemmes med medicinen, eller om der er problemer på bostedet.

Når vi har haft den indledende samtale med en kommende beboer, får de mulighed for at se et par bosteder, hvor vi vurderer, at de vil falde godt til. De vælger den ene mulighed, og de får også mulighed for at se et beskæftigelsessted, det kan være gårdbutikken eller hotellet, landbrug eller noget andet. På den måde får de med det samme indtryk af, hvad det er for et liv, de kan få her. Og på den baggrund skal de give deres tilsagn til, at det er noget, de vil. De skal sige ja til, at de vil være her og samarbejde med os, ellers giver det ingen mening.

Der er meget stor variation i, hvor længe vore beboere bliver hos os, men gennemsnittet ligger på tre-fire år. Alle har de en gang om ugen møde med deres kontaktperson, som er den medarbejder, de har mest at gøre med og går først til, når de har brug for støtte. De kan have samtaler af terapeutisk karakter, hvor man snakker om, hvordan det går med at tage kontakt til andre mennesker eller noget andet, der er svært, men kontaktpersonen hjælper også med det mere praktiske, som breve til det offentlige og den slags.

Hvid dame i skabet

Nogle har brug for at gå i deciderede terapiforløb og kan gå hos vore egne psykologer, som har en terapeutisk uddannelse oveni deres psykologuddannelse. Dem, der har mest brug for hjælp, vil ikke altid have den – det gælder typisk helt unge mennesker, der lige har taget hul på voksenlivet og ikke kan overskue at skulle forholde sig til, at de har et psykisk problem. De vil hellere holde fast i, at det er alle andre, der er noget galt med.

Kontaktpersonen snakker med dem om, hvordan de har det og fortæller om erfaringer med andre, der har fået det bedre med terapi – eller med medicin, hvis det er det, der er behov for. Dér gør det samme sig gældende: dem, der har mest brug for medicin, er mindst indstillet på at tage den. Men hvis man ryster af angst og ser en hvid dame i skabet hele tiden, eller en stor mand, der beordrer én til ting, man ikke har lyst til, er det godt at få medicin – både for den enkelte og for omgivelserne, for nogle få af disse mennesker kan være farlige at være sammen med.

Meget mere almindeligt er det, at beboere har problemer med det mest grundlæggende, som personlig hygiejne og at holde deres værelse rent. Hvis de har det rigtigt dårligt, kommer deres værelse hurtigt til at ligne et teenageværelse gange ti, med tallerkener, madrester, tøj og bunker overalt. I de situationer flytter vi problemet fra beboeren og over til medarbejderen, som siger: ”Jeg er altså ked af som kontaktperson, at dit værelse ser sådan ud. De andre medarbejdere synes, jeg er dårlig til mit arbejde, når der ser sådan ud her hos dig.” Når det bliver sagt på den måde, vil de fleste beboere gerne hjælpe. Det overrasker dem, at det har så stor betydning, hvad de gør, og det motiverer dem, at de kan gøre en forskel. Hvis det ikke virker, minder vi dem om, at de har sagt ja til at være her, fordi de vil udvikle sig og opnå noget – hvad det er, er naturligvis individuelt, men typisk at være i stand til at bo i egen bolig eller få en uddannelse og et job. Vi taler også med dem om, hvad det betyder for omgivelsernes syn på dem, at de bor ryddeligt og pænt, og hvad det betyder for den sociale status. Vi lægger meget vægt på, at de bor lige så pænt som os andre, mens de er her. I velholdte huse, som er hjemligt indrettet og har kunst på væggene. Det har en opdragende effekt, og meget af det, vi gør, handler faktisk om at opdrage, for mange af vore beboere har aldrig lært, hvordan man opfører sig i et almindeligt hjem. Det kan somme tider går hårdt ud over både inventar og bygning. Men selvom det jo er beboerne selv, der ødelægger det, så bruger vi mange ressourcer på at reparere og vedligeholde. Ind i mellem får de lov til at hjælpe til, men vi accepterer ikke, at de skal bo i noget grimt og slidt, bare fordi de ikke har lært, hvordan man passer på tingene.

Hvordan kan vi bruge domænetænkningen til at styrke samarbejde?

Hvordan kan vi bruge domænetænkningen til at styrke samarbejde?

Hvordan kan vi styrke samarbejdet med eksterne parter? Det var det arbejdsspørgsmål vi havde på en af Commutos temadage i november. Temadagens teoretiske indhold blev hjulpet godt på vej af deltagernes oplevelser omkring samarbejde.

Et eksempel på ”besværligt” samarbejde

Et eksempel var bl.a. et samarbejde med en pårørende i form af plejemor, som synes hverdagen skal fortsætte, som den var derhjemme, hvor Ida fik lov at spise alene på sit værelse til alle dagens måltider, fordi sådan har hun det bedst. Medarbejderen mener, det er bedst for Ida, at hun spiser sammen med de andre i stuen til alle måltider.

De lander på et kompromis, hvor Ida spiser alene to gange om dagen. Men ingen af parterne er helt tilfredse og tænker stadig, at den anden part er ”forkert” på den. Utilfredsheden fra denne situation begynder at spejle igennem, når der bliver talt om andre ting også – og plejemor begynder nogle gange ”at komme personalet i forkøbet” ved at fortælle beboeren, at tingene kommer til at foregå på en særlig måde, så ”det bliver sværere at være personale, og fortælle at sådan bliver det altså ikke alligevel”.

Kursisten, der bragte denne historie i spil, var i tvivl om, hvordan samarbejdet vil kunne fungere fremadrettet, fordi hun lige nu har tanker om den pårørende, som en der arbejder imod bostedet og dermed ikke rigtig vil samarbejde.

Kursisterne blev i løbet af dagen tilbudt nogle andre positioner at anskue problematiske samarbejdsoplevelser fra. Kursisterne talte løbende sammen om deres praksis, og hvordan det gav mening med den nye viden.

frasamarbejdetemadag.jpg

De tre domæner

Teorien denne dag var grundlæggende systemiske begreber som kontekst, cirkulær forståelse og domæner. Mange af deltagerne er netop startet som medarbejdere på det specialiserede område, og for dem gav det god mening at blive introduceret for den cirkulære måde at anskue og forstå handlinger og udsagn på.

Noget der især gav mening for kursisterne var Humberto Maturanas ide om domænetænkning som en måde at tænke om, forstå og navigere i kontekster. Domænerne kan fortælle os noget om, hvordan adfærd og kommunikation kan afkodes og forstås. Hvert domæne dækker over en ”særlig” slags kontekst. Maturana gengiver umiddelbart tre domæner:

·         Det personlige domæne: her er det vores personlige synspunkter, der gælder og er rigtige. Vores synspunkter er farvet af erfaringer, baggrund, opdragelse, uddannelse, værdier, holdninger og følelser. Her kan vi blive fanget i at ville overbevise den anden om ”sandheden”, idet der her kun er min mening, der er den rigtige.

 

·         Produktionens domæne: her er love og regler, logik og ”objektivitet”. Færdselsloven eller en personalehåndbog er eksempler på ting, som hører til i produktionens domæne – nogle andre har besluttet, hvad der er rigtigt og forkert. I dette domæne omsætter vi tanker, ideer, holdninger og beslutninger til handling og beslutninger.

 

·         Refleksionens domæne: her bringes forskellige perspektiver i spil, her dømmes ikke rigtigt og forkert, der er en åbenhed i forhold til at alle ser tingene på deres måde, og vi lytter nysgerrigt til de andres tanker. Vi kan antage en form for meta- eller helikopterperspektiv, hvor vi alle kigger lidt på sagen udefra.

Vi kan bruge denne viden om domæner som en hjælp til at forstå den kontekst, vi står i, og til aktivt at forholde os til og reflektere over:

       Blive opmærksomme på hvilken kontekst/position vi taler ud fra nu.

       Hvilke ”spilleregler” gælder nu?

       Hvilken rolle ønsker jeg at påtage mig nu?

       Hvad er smartest at gøre nu?

       Hvad er til diskussion og hvad er ikke til diskussion?

       Til at undgå misforståelser.

En anden tanke det kan være brugbart at have med sig er, at et problem ikke kan løses i samme domæne, som det er opstået. Derfor kan det også være en hjælp at blive bevidst om hvilket domæne, de involverede parter eller problemet befinder sig i, for at kunne rykke det et andet sted hen og dermed forhåbentligt løse det.

Tilbage til eksemplet

Kursisten forklarede, at det gav mening for hende at tænke samarbejdet med den pårørende ind i domænerne, hvor både hende selv og den pårørende befinder sig på det personlige domæne, når de tænker og handler på, hvad de mener, der er bedst for Ida. Det betød for kursisten, at hun føler sig ramt på sin professionelle identitet, og når hun følte sig ramt, blev det svært ikke at modarbejde ved at forsvare sin position som f.eks. ”den der ved bedst”.

Efter hun er blevet klar over dette, vil hun fremadrettet have tanken om domænerne med, så det bliver muligt for hende at invitere den pårørende med hen i produktionens eller refleksionens domæne, og det hermed bliver muligt at gøre noget andet end at tale om, hvem der har ret i deres holdninger hentet i det personlige domæne.

Når vi bliver opmærksomme på, at der følger forskellige handlemuligheder med de forskellige domæner, kan vi også mere bevidst vælge at indtage bestemte positioner alt efter, hvilken effekt vi ønsker.

Borderline og borderlinelignende adfærd

Borderline og borderlinelignende adfærd

Kender du til:

  • At føle dig helt brugt op, når de samme beboere igen og igen har brug for din og kun din opmærksomhed?
  • At du bliver bombarderet med spørgsmål hver gang du møder ind?
  • At det er svært at få ro til at tale med andre end netop den borger, fordi de hele tiden vil have dig en til en?
  • At de pludselig er hjælpeløse, og du er nødt til at hjælpe med noget, de normalt selv kan finde ud af?
  • At du får dårlig samvittighed, fordi du er nødt til at afvise – men samtidig er du der jo også for at hjælpe dem?
  • At du er nødt til at gentage dig selv til udødelighed, fordi temaet bliver ved med at være det samme?

Mennesker med en personlighedsforstyrrelse af borderline typen har periodevis store problemer med at mentalisere. Det giver dem dagligt mange problemer og konflikter, når de skal begå sig mellem andre mennesker. Særligt i følelsesladede situationer kan mentaliseringsevnen slå helt fra.

Når man har svært ved at mentalisere, føler man sig som en tom skal, og er derfor nødt til at indgå i relationer hele tiden for ikke at føle sig alene. Desværre betyder det også, at selvom man er i relation, kan man ofte misforstå sine omgivelser og dermed stadig føle sig alene.

Kom og hør mere på temadagen "Borderline og mentalisering" og få en større forståelse for problematikken og få nogle redskaber til at arbejde mentaliserende med denne gruppe af borgere.

At arbejde med skizofreni og psykoser

At arbejde med skizofreni og psykoser

Hvordan taler jeg med ham?

”Han kan have gode dage hvor vi kan sætte os og snakke. Andre dage når jeg banker på, råber han ”gå kælling”. Jeg er altid lidt på vagt og forberedt  på, at det er meget forskelligt det, der møder mig”. (Kursist fra temadagen Udfordringer med psykoser 15.sept. 2016)

At være ramt af en psykose medfører ofte, at personen:
- Mangler et filter
- Bliver fanget inde i sig selv
- Kan høre alt
- Ikke kan kommunikere noget ud
- Ikke kan sortere information
- Lever i en krigszone
- Er sårbar og afhængig af andre

At være i kontakt med mennesker som er blevet ramt af en skizofreni indebærer en række udfordringer. Derfor kan det være en lettelse at høre og få en forståelse af, hvad det er der rammer de mennesker, som vi skal hjælpe, da det kan forklare noget af den adfærd, vi møder. At være ramt af en skizofreni kan indebære at man er meget periodevis svingende. Der vil være gode og dårlige uger, dage eller timer afhængigt af den enkelte person. Hvilket vil gentages periodevis med kortere og længere intervaller.

Det kræver stor fleksibilitet af de mennesker, der er omkring dem i forhold til at være der, når de er "klare i hovedet" og vise tålmodighed, når man er nede i en dårlig periode.

 

At forstå verden forskelligt

En anden problemstilling er, at vi som udgangspunkt kan forstå og se verden ud fra to meget forskellige perspektiver. At være psykotisk eller leve med en skizofreni indebærer ofte en fornemmelse af at leve i sin egen verden med egne spilleregler og fortolkninger af andre mennesker og det, der bliver sagt. Man kan være faret vild i verden og have svært ved at forstå signaler fra omverdenen. Vores beboere siger måske til sagsbehandleren ”jeg vil ikke være her mere”; til lægen siger de ”jeg har det dårligt”, og til personalet siger de ”det går fint”. Nogle gange kan det være et detektivarbejde at finde ud af, hvad det handler om. Her er det vigtigt at spørge ind og bevare nysgerrigheden. Tænk over følgende spørgsmål:

  1. Hvad forsøger du at sige til mig? 
  2. Hvorfor siger du det lige nu?
  3. Hvorfor siger du det til mig?
  4. Hvordan kan jeg hjælpe dig i forhold til dette?

Ofte kan det være svært at få de oplysninger direkte fra personen, da de kan have utroligt svært ved at sætte ord på det, de mener eller forsøger at sige. Her kan samarbejdet med andre mennesker, der er omkring personen være utroligt vigtig, da det ofte er her, vi får et mere sammenhængende billede af personen. 

 

Når skamlen vælter

"Jeg har prøvet alt, hvad skal jeg gøre? Når hun er inde i en god periode læsser hun opgaver på sig og kan klare alt og siger ja til alt. Hun kan gå i gang med uddannelsesforløb eller starte i praktik, men når hun så rammer ind i en dårlig periode igen, ryger det hele på gulvet, og hun kan ingenting. Lige meget hvad jeg gør, gentager den proces sig, og det ender med, at vi er tilbage igen. Jeg vil rigtig gerne hjælpe hende, da jeg kan se, at hun har det rigtigt skidt - men hvordan?" (kursist fra temadagen Udfordring med psykoser 15.sept. 2016)

Behandling af psykoser og skizofreni er ligesom en trebenet skammel: 
- medicineringen - samtaler - beskæftigelse

Hvis vi glemmer et ben, vælter skamlen! Eksemplet ovenfor viser, at vi kan gøre en stor indsat med samtaler og beskæftigelse, men hvis ikke medicineringen er på plads, vil det være en forgæves indsats, da skamlen vil vælte igen og igen. Måske kan man også tale om medicinen som fundamentet for, at de øvrige indsatser kan lykkes. 

Skal du være med næste gang temadagen Udfordringer med psykoser afholdes? Læs mere om dagens indhold og tilmeld dig dagen her.


 

Svend Brinkmann

Svend Brinkmann

Foredrag med Svend Brinkmann om diagnosernes tvedelte sværd

D. 28 januar deltog intet mindre end 110 personer i foredraget om den stigende diagnosekultur og de problemstillinger, den medfører. Svend Brinkmann tog os på en rejse rundt i sin nyeste forskning på området og leverede stærke indspark til debatten. Hos Commuto er vi begejstrede, især for vores feedback fra nogle af de fremmødte, som gik berigede derfra: 

Ninett, leder på specialpsykiatrisk bosted

"Det der slår mig, er at vi er mennesker, vi er ikke en diagnose. Det er et opgør med rammesætning og stigmatisering. Jeg synes, det er bekymrende, hvor vigtigt det er blevet at få en diagnose. En diagnose bliver identitetsskabende – og lige om lidt er vi syge alle sammen. Diagnosen bliver et green card til at lade sig begrænse: ”jamen det kan jeg jo ikke, fordi jeg er skizofren, adhd’er og så videre”. Derfor gør det mig glad, at jeg arbejder et sted, hvor vi gør det modsatte: vi lader ikke diagnosen fratage dem deres beslutninger, vi arbejder i stedet på at fremme agentheden." 

Jan, medarbejder på specialpsykiatrisk bosteD

"Jeg er blevet opmærksom på det her med, at man kan være nødt til at have en diagnose for at passe ind. Resten af samfundet er delt ind i kasser, så hvilken kasse passer jeg ned i? Svend taler også om, at der er færre krav eller kriterier, der skal være opfyldt for at kunne få en diagnose, det er da skræmmende. Især fordi når du har fået en diagnose, så bliver det jo muligt at gemme sig lidt bag den for at slippe for at lave noget. Det giver mening nu for mig, at der er nogen, der gør det, og jeg bliver mindet om, at det kræver arbejde at få dem ud af den fortælling, som diagnosen fortæller dem om, at der er noget, de ikke kan." 

Tor, leder på specialpsykiatrisk bosted

"Svend fortalte om, at hvis man skal løse komplekse problemstillinger, så er man nødt til at antage en pluralistisk tilgang. Han nævner som eksempel det her med, at det løsningsforslag, vi lige nu anvender ift. de problemstillinger, der følger med diagnosekulturen, kun er et løsningsforslag blandt mange – og det er vigtigt, vi er bevidste om det. På samme måde tænker jeg, det er vigtigt i vores daglige arbejde at have øje for, at der vil være mange perspektiver og mange mulige løsninger på de komplekse problemstillinger, vi står i."

Signe, leder på specialpsykiatrisk bosted

"Jeg fik en bredere forståelse for diagnoser, og hvordan det virker på vores beboere. Det her med at det kan være rart at høre til et sted, i den der kasse – der kan også være problemer i at måske passe i mere end en kasse, hvad arbejder vi så med først? Men når beboeren kender problematikken, kan han fokusere på den og arbejde med den."

Du kan se billeder fra dagen her.

 

Nye ting på trapperne

kvalitetsmodel for socialtilsyn

Vi er meget optaget af, hvordan man kan imødekomme de krav, der er i forbindelse med Socialstyrelsens kvalitetsmodel for socialtilsyn. I den forbindelse er vi ved at udgive et magasin, som sætter fokus på de 5 største udfordringer, der er i forbindelse med at imødekomme disse krav. Magisinet udkommer i starten 2016.

Det kan være udfordringer som:

  • At motivere til beskæftigelse, skole eller aktivitets- og samværstilbud.
  • Dokumentere resultater med udgangspunkt i konkrete, klare mål for borgeren.
  • Få et sprog og en bevidsthed om hvilke faglige tilgange og metoder, der benyttes.
  • Konflikthåndtering så magtanvendelser undgås.
  • Medinddragelse af borgeren, så der opstår agenthed og ansvarlighed.

Som et svar på disse udfordringer er vi ved at lave en række temadage, som skal være med til at klæde dig på til disse udfordringer. Det bliver temadage, som tager udgangspunkt i dig og dine behov og kan sammensættes på kryds og tværs, hvis du ønsker at deltage på flere temadage.

Nogle af de temadage, der bl.a. udbydes er:

  • Borderline og mentalisering
  • Håndtering af borderlinelignende adfærd
  • Borderline og narrativ traumebehandling
  • Psykiatridiagnoser og sygdomslære: Psykoser
  • Supervision: Lær at supervisere
  • Supervision: Konflikthåndtering f.eks. samarbejdsvanskeligheder i personalegruppen eller mellem personale og beboere
  • Supervision: Ledelse og (følgeskab til ledelse), arbejde den samme vej omkring beboerne, løfte i flok, så vi ikke modarbejder hinanden i behandlingen
  • Motivere beboere til deltagelse i de daglige opgaver på stedet og beskæftigelse/skole
  • Medicinhåndtering
  • Narrativ samtalepraksis: at skabe nye fortællinger og nye muligheder
  • Narrativ samtalepraksis: Fokuser på det der virker og få flere succeser
  • Narrativ samtalepraksis: Det er problemet, der er problemet, ikke personen der er problemet! Om at skabe samarbejde med beboerne - mod problemet.

Vi vil også rigtig gerne høre fra dig om de udfordringer du står i - så bliver det muligt at skræddersy et modul, der passer til lige den udfordring du og dit arbejdssted står med.

 

Vi uddanner til brugerinvolvering og samarbejde

Granhøjen, som er en af vores kunder, har lavet et kort skriv om deres samarbejde med os:

En vigtig del i dette arbejde er den systemiske og narrative praksis, som er en tilgang, der sætter brugerinvolvering og samarbejde højt: ”Vi har rigtig gode erfaringer med, at disse tilgange virker og gør en positiv forskel i arbejdet med vores beboere”, fortæller Grete Mikkelsen, forstander på Granhøjen.

Læs hele nyheden her.

Ny dato for medicinhåndterings-kursus

Ny dato for medicinhåndterings-kursus

I april afholdte Commuto i samarbejde med undervisere fra Skovhus Privathospital medicinhåndteringskursus for første gang. Vi kunne melde et fuldt booket hold, og de efterfølgende tilbagemeldinger gør, at vi har fundet en dato i efteråret, hvor vi håber at kunne gentage succesen. 

Det bliver onsdag d. 7. oktober 2015 vi næste gang afholder medicinhåndteringskursus.

Kurset varer en enkelt dag, og giver dig eller dine medarbejdere kompetencerne til at klare den daglige medicinhåndtering. Se mere om dagens indhold og tilmeld dig her... 

Praksiskobling, kontekst og mentalisering

borderline

Mentalisering og kontekst er de ord, der gentages, når kursisterne taler om, hvad de tager med sig videre i deres arbejde efter at have været med på 2-dages workshop om Mentaliseringsbaseret borderlinebehandling.

Det var to intense dage, hvor kursisterne hørte teoretiske oplæg, lavede øvelser og rollespil. Vi var en samling af mennesker fra mange forskellige organisationer fra hele landet, som alle har det til fælles, at vi arbejder med mennesker, der har diagnosen borderline eller har borderlinelignende adfærd.

Mentalisering var for de fleste et nyt teoretisk begreb, men mentalisering er ”gammelt vin på nye flasker”, og de fleste gav efter introduktionen udtryk for, at mentalisering længe har været en måde, de har arbejdet på. Derfor gav den teoretiske gennemgang denne dag en måde at være mere opmærksom på, hvornår mentalisering er til stede eller ikke til stede, og hvordan man som medarbejder kan arbejde bevidst med det.

Vi diskuterede løbende forskellige sager og eksempler, og kursisterne inspirerede hinanden:

”Jeg synes, det har været så interessant at tale med nogle, der arbejder på en lidt anden måde; det giver en lidt anderledes vinkel. De gør nogle ting, jeg tænker, jeg vil få indført på mit sted. Det der edderkoppediagram, det tror jeg, jeg skal have prøvet af derhjemme.”

Vi var meget glade for den feedback, vi fik på dagene; nemlig at vi var gode til at koble teorien på vores og deres praksis, og dermed gøre stoffet meget forståeligt. Vi vil her give den samme feedback til kursisterne; de udgjorde et hold, som i den grad selv kom med relevante og interessante eksempler til glæde for medkursister og undervisere.

Lidt refleksioner fra temadag om lytning og historier med Dorte Nissen

Find din personlige stil

Vi har netop haft Dorte Nissen fra inpraxis som ekstern underviser på Narrativ kontaktpersonsuddannelse 1.del og 2.del. Her følger lidt tanker om dagen fra en kursist:

Der var bred enighed hos kursisterne om, at Dortes indspark gav lidt ro på i forhold til vores fremtidige narrative karrierer:

Vi behøver ikke kunne positionskortene udenad. Det kan jeg heller ikke, og jeg har brugt det i mange år.
— Dorte Nissen

Denne sætning fra Dorte blev fulgt op af kursisterne med kommentaren: ”Hørte I det, undervisere?”. Det var en lettet forsamling, der efterfølgende fik fortalt videre om at forstå livet gennem historier – og hvordan positionskortene selvfølgelig er vigtige, men at de ikke behøver at blive brugt ordret i felten.

Der kom i løbet af dagen mange opfordringer til at finde sin personlige tilgang; vi kan ikke alle sammen være kloner af Michael White. Det lød fra kursisterne til, at lange spørgsmål og refleksionsrunder ikke altid er en mulighed i deres praksis, der på flere måder adskiller sig fra den traditionelle terapisession.

Intentioner bliver vigtige, når vi arbejder narrativt. Det er f.eks. ikke så vigtigt at kunne spørgsmålene i positionskortene, men det er vigtigt at vide, hvorfor vi stiller de forskellige typer af spørgsmål, og at der er flere forskellige vinkler, der skal udforskes.

Lån dine historier ud

Kursisterne blev opfordret til at være tålmodige i deres arbejde, låne deres historier til fokuspersonen og være menneskelig. Dorte mindede om, at det er en længere proces, vi begiver os ud på sammen med fokuspersonen – og hvis det pludselig går alt for stærkt, så er det ikke sikkert, det er en holdbar løsning.

Det er nødvendigt også at lave andre ting end at forsøge at skabe refleksion hos fokuspersonen. Vi skal give lidt af os selv i form af historier og ved at være mennesker, fokuspersonen kan være sammen og ”bare hygge sig”. Det bliver samtidig eksemplarisk, at vi alle består af mange og forskellige historier.

Størstedelen af kursisterne har arbejde som kontaktperson, og her er en stor del af jobbet at skabe refleksion hos fokuspersonen, men arbejdet med relationen skal ikke glemmes.

Vi tilbyder børn et ”løbende kommentarspor” på det, de gør, og på den måde lærer de at koble handlinger og mentale tilstande. Denne kobling kan der være mange af vores fokuspersoner, der mangler; og det kan være en hjælp for dem, at de hører andres historier.

Dine historier, du fortæller som kontaktperson, vil have meget større indflydelse på fokuspersonen, hvis I har en relation, som er ligeværdig og respektfuld – min erfaring siger mig, at den relation får I kun, hvis du er helt igennem menneskelig!

Det tager jeg med…

Jeg bliver inspireret til, at jeg kan og skal finde min egen stil i det narrative arbejde. Det er rart at vide, at det personlige præg, jeg tænker, vi ikke kan undgå at sætte i al vores kommunikation, er helt ok – ja måske nærmest efterspurgt.

Det er dejligt befriende, at vi ikke alle skal kunne opsummere så grundigt som White og stille lange velformulerede spørgsmål for at kunne komme nogen steder med den narrative terapi.

Jeg skal med det samme i gang med at formulere spørgsmål.

Er I rustede til at varetage den daglige medicinhåndtering på jeres bosted?

Er I rustede til at varetage den daglige medicinhåndtering på jeres bosted?

For første gang udbyder vi et medicinhåndteringskursus; det sker d. 22.april 2015. Underviserne er tilknyttet Skovhus Privathospital

Mange medarbejdere står til daglig med ansvaret for dosering og/eller udlevering af medicin til personer, som ikke selv kan tage vare på, at de får den rette medicin. Kurset klæder dine medarbejdere på til at kunne håndtere den daglige medicinhåndtering.De vil få grundlæggende viden om og kompetencer til at kunne håndtere den daglige medicinhåndtering, lære at minimere utilsigtede hændelser og få løsningsmuligheder både i dagligdagen, og når uheldet sker.  

Kurset kommer ind på følgende emner:

  • Medicinoplysninger
  • Virkning og bivirkninger af de mest brugte lægemidler i psykiatrien 
  • Love og regler omkring medicinhåndtering og opbevaring på bosteder. Hvem har ansvaret og kompetencerne
  • Utilsigtede fejl og hændelser
  • Sundhedsstyrelsens anbefalinger     
  • Ny vejledning om ordination og håndtering af medicin fra februar 2015

På kurset udleveres en let og overskuelig opslagsbog om psykofarmaka og deres hjælpestoffer udarbejdet af psykiater Bjørn Kaldan.

Læs mere og tilmeld dig her.

 

Klæd dine medarbejdere på til at håndtere opgaven som kontaktperson

Bliv klædt på indenfor en socialpsykiatrisk og socialpædagogisk praksis til at håndtere typiske problemstillinger. Uddannelsen kan bidrage til den faglige kvalitetssikring af jeres behandlingstilbud.

Giv dine medarbejdere succes i en hverdag, hvor I møder følgende udfordringer: 

  • Klienter der ikke kan samarbejde og overholde indgåede aftaler
  • Magtesløshed, når det vi gør, ikke virker
  • Klienter der er isoleret fra fællesskabet og som har brændt alle broer
  • Konflikter, misforståelser og bristede forventninger
  • Klienter der har opgivet at tage ansvar for eget liv
  • Når vi bliver for hjælpsomme
  • Samarbejde med pårørende
  • At rumme svære klienter, der er opgivet af systemet.

Lær at:

  • Få behandlingsarbejde ind i hverdagen
  • Dokumentere det pædagogiske arbejde
  • Skabe sammenhæng i behandlingsforløbet
  • Skabe samarbejde med klienterne
  • Have fokus på håb og drømme
  • Skabe nye fortællinger og handlemuligheder sammen med klienterne

På uddannelsen arbejder vi med kontaktpersonsfunktionen og de roller, opgaver, dilemmaer og udfordringer, vi møder i denne funktion og hvordan du kan arbejde med disse med afsæt i den narrative terapi.

Med start i januar - læs mere og tilmeld dig her!

Få 10 % rabat på dine tilmeldinger
- ved at tilmelde tre eller flere medarbejdere

"Det er detaljen i måden, man spørger på,
som gør en verden til forskel i mødet med beboeren,
og om det bliver en invitation til samarbejde".

– Helene Hvid, afdelingsleder Rehabiliterings- og Aktivitetscenter, Granhøjen. 

Stor tilslutning til Diplomgivende NADA-uddannelse

Stor tilslutning til Diplomgivende NADA-uddannelse

Vi kan allerede nu melde fuldt hold til NADA-uddannelsen i marts måned. Det er vi glade for, det betyder nemlig, at vi kan arrangere et hold til i efteråret 2015. Det nye hold har undervisningsdage 14.-16. september og 24. november 2015 - og det kan være en god ide at tilmelde dig og dine medarbejdere allerede nu, hvis I vil være sikre på at være med.

NADA er både en standardtektnik til såvel akutte symptomer som recovery og udvikling på sigt. Ideen bag NADA-modellen er dog først og fremmest at fremme recovery og understørre terapeutisk arbejde og indsigt.

“Jeg bruger NADA til at give mine beboere ro og psykisk og fysisk balance. Det giver mig adgang til at arbejde med recovery, så klienten får overskud og mod.”

— Ninett Høgedal, teamleder på botilbud.

NADA-behandling er tænkt både som en hjælp i abstinensbehandling (f.eks. ved stoftrang og abstinenser) samt ved psykiske problemer som angst, søvnforstyrrelser, aggressioner, stress m.m.

Læs mere og tilmeld jer her.

Temadage: Diplomgivende NADA-kursus

NADA er både en standardteknik til såvel akutte symptomer som recovery og udvikling på sigt. Idéen bag NADA-modellen er dog først og fremmest at fremme recovery og understøtte terapeutisk arbejde og indsigt.

Jeg bruger NADA til at give mine beboere ro og psykisk og fysisk balance. Det giver mig adgang til at arbejde med recovery, så klienten får overskud og mod.
— Ninett Høgedal, teamleder på botilbud.

Kurset lægger især vægt på NADA som en recovery-metode, der hjælper med stabilitet og indlæring. Du vil lære at anvende metoden i praksis. Kurset indeholder en grundig indføring i NADA-akupunktur og hvordan denne behandlingsform anvendes. Såvel orientalske som moderne medicinske forklaringsmodeller gennemgås med henblik på at forklare NADA-metodens virkning. Metodens mange indikationer gennemgås.


NADA-behandling er tænkt både som en hjælp i abstinensbehandling (f.eks. ved stoftrang og abstinenser) samt ved psykiske problemer som angst, søvnforstyrrelser, aggressioner, stress m.m.

Metoden har indflydelse på bl.a.: 

  • Abstinenser og stoftrang
  • Indre kontrol
  • Søvnløshed
  • At kunne sætte ord på følelser
  • Aggression
  • Fysisk og psykisk uro
  • Akut krise
  • Angst
  • Stress
  • At fremme recovery
  • At forebygge recidiv

Akupunkturkendskab er ikke en forudsætning for deltagerne. Deltagerne skal træne stikteknik på hinanden. Kursisterne skal deltage i hele undervisningen for at få diplom.

Commuto afholder workshop på STOKs årsmøde

Commuto afholder workshop på STOKs årsmøde

STOK Dansk Forening for Systemisk Terapi og Konsultation afholder årsmøde for deres medlemmer og andre interesserede d.14.-15. november. Commuto bidrager fagligt med en workshop i samarbejde med Granhøjen omhandlende mentaliseringsbaseret borderlinebehandling. Se beskrivelsen af workshoppen herunder, og kom forbi og vær med, hvis det har vakt din interesse.

Workshop: Mentaliseringsbaseret behandling af borderlinepersonlighedsforstyrrelse (MBT) og narrativ terapi

Mennesker, som har fået en diagnose personlighedsforstyrrelse af borderlinetypen, vil ofte have en udpræget mangel på evnen til at mentalisere. Det giver dem dagligt mange problemer og konflikter, når de skal begå sig mellem andre mennesker. Særligt i følelsesladede situationer kan mentaliseringsevnen slå helt fra. De har svært ved at skabe relationer, ligesom det kan være svært for dem at koble fortid, nutid og fremtid. Det betyder, bl.a. at de har svært ved at forstå effekterne af deres handlinger, både i forhold til at forstå hvorfor andre reagerer som de gør, og samtidig forstå og forholde sig til sig selv og egne følelser. 

På Granhøjen har vi arbejdet med denne gruppe af beboere i over 20 år. Vi har gjort os en række erfaringer med at integrere MBT og narrativ terapi. I forhold til behandlingen af mennesker, som har fået diagnosen personlighedsforstyrrelse af borderlinetypen, har det givet rigtig god mening at integrere disse to tilgange.

Vi vil tale om, hvilke problemer man ofte støder på og de faldgrupper, man som behandler kan falde i, når man arbejder med denne gruppe af mennesker, og vi vil komme med ideer til, hvordan man kan gribe det an ud fra et narrativt perspektiv.

Workshoppen er lavet i et samarbejde mellem Granhøjen og Commuto.

Undervisere: Helle Johnston, Sanne Ferdinandsen, Maria Olsen.

At være der FOR og MED vores beboere

Refleksioner fra vores Kontaktpersons uddannelse

På vores 1. modul talte vi om forskellen på, at være der FOR og MED vore vores beboere. En snak som mange kunne relatere sig til og som hjalp os til, at se forskellen på de 2 positioner og de roller og opgaver der er forbundet med dem. 


At være der FOR kan typisk være: 

  • Når vi hjælper vores beboere med praktiske ting, deres økonomi, rengøring, madlavning, personlig hygiejne osv. 
  • Når vi opdrager og prøver at hjælpe dem til at forstå samfundet eller omgivelserne. 
  • Det vil være en asymmetrisk rolle, hvor vi hjælper fordi vi har flere ressourcer til rådighed på det pågældende område. 

 
At være der MED: 

  • Når vi er sammen med beboerne uden at have noget mål med det, eller et ønske om at få beboeren et bestemt sted hen. 
  • Det er præget af en symmetrisk eller ligeværdig relation, hvor vi som behandlere ikke ved bedre, end vores beboere. 
  • Når vi accepterer og anerkender vores beboere. 

 
Vi kom også til at tale om, at vi kan gøre de sammen ting, f. eks. at vaske op sammen med beboeren, ud fra begge positioner. Vi kan være sammen og hjælpe hindanden eller jeg kan hjælpe dig. Det afhænger af beboeren og han/hendes behov og kompetencer. 

Generelt var der enighed om at vi ville have større fokus på at være der MED beboeren, da vi ofte i en travl hverdag kommer til at fokusere på de ting der skal gøre, frem for bare at være der MED beboerne. 


Commuto løfter opgaver for Granhøjen

CommutoBanner.jpg

Commuto har indgået aftale med Granhøjen om, at stå for den grundlæggende systemiske og narrative uddannelse af Granhøjens medarbejdere.

Til januar 2014 starter 34 af Granhøjens medarbejder på på henholdsvis 1. året, som er en grunduddannelse i systemisk narrativ terapi og på 2. året, som er en kontaktpersons uddannelse i et systemisk og narrativt perspektiv.

 "Vi har erfaring for at medarbejdernes uddannelse og erfaring, på det specialiserede socialeområde med psykisk sårbare mennesker, er af stor betydning, når borgere med forskellige funktions niveauer skal håndteres. Et område som vi særligt har ønsket at sætte fokus på, er kontaktpersonsfunktionen og de opgaver der skal løftes her igennem, da det er en vigtig del af behandlingsindsatsen. Uddannelserne skal samtidig være med til, at sikre at beboerne altid modtager en konsistens og målrettet behandling".  udtaler Grete Mikkelsen forstander på Granhøjen

Fokus på praksis

”Vi tager udgangspunkt i de problemstillinger som du ofte vil møde, når du arbejder med psykisk sårbare mennesker. På den måde bliver undervisningen relevant, brugbare og nemt at omsætte til praksis, og du vil opleve at du hver gang kommer hjem med konkrete redskaber og ideer, som du kan gå ud og bruge i din egen praksis” udtaler Maria Olsen direktør i Commuto.

Commuto udbyder i 2014 to uddannelser:

1. Året: Grunduddannelse i systemisk og narrativ terapi

Uddannelsen er et bud på hvad der skal til, hvis vi vil være med til at gøre en forskel for de mennesker, som vi arbejder med. Der er fokus på de typiske udfordringer, som vi møder i det sociale arbejde. - Ingen ledige pladser i 2014.

2. Året: Kontaktpersons funktionen i et systemisk og narrativt perspektiv. 

På uddannelsen vil vi arbejde med de roller, opgaver, dilemmaer og udfordringer som vi møder i kontakten mellem kontaktperson og klient.  Opstart 30. januar 2014 - få ledige pladser